Kartofler,  Køkkenhaven

Kartofler med uldgødning

Dette indlæg opdateres hen over forår og sommer 2024.

17. Marts:

Sidste år havde vi ikke så stort udbytte af Solist kartoflen som vi plantede i de små højbede. I år har jeg derfor købt fire sorter af læggekartofler, som blev lagt til forspiring først i marts:

  • Heiderot, en rød/lilla kartoffel
  • Red Bullet, en rød kartoffel
  • Sava, en sen alm. kartoffel
  • Solist, en tidlig alm. kartoffel

Min nabo har foræret mig to poser fåreuld, som jeg kan lægge sammen med kartoflerne som uldgødning. Det er nyt for mig, men min nabo fortalte, at ulden skal lægges ned i plantehullet med kartoflen ovenpå. Ulden vil lune kartoflen men også gøde kartoflerne efterhånden som ulden bliver nedbrudt. Jeg er meget spændt på denne proces. Både at lægge kartoflerne i den nye køkkenhave, men også at få erfaring med ulden sammen med kartoflerne.

Plantning af kartofler i uldgødning

8. maj:

Det blev sent, før jeg fik kartoflerne i jorden. De tidlige kartofler, Solist, blev dog sat i græskarbedet flere uger tidligere. Men de øvrige kartofler blev først plantet i maj på grund af vejret og vores travle forår.

Uld i kartoffelbedet

Fremgangsmåde: Først tilføjede jeg frisk kompost til kartoffelbedene og gravede derefter to render, som jeg fyldte med uld. De spirede kartofler blev placeret i ulden, og jeg lagde også lidt uld over dem, inden jeg dækkede dem med jord. De næste uger blev kartoflerne hyppet flere gange – og de voksede godt, så vi var spændte på resultatet.

Forspirede kartofler

Kartoffelhøst

7. juli:

Solist-kartoflerne i græskarbedet blev gravet op først i juli – og sikke mange der var! Et kæmpe antal, flotte og velsmagende. Det var en stor succes at dyrke de tidlige kartofler i græskarbedet sammen med uld. Vi gentager helt sikkert denne metode næste år.

August:

Alle de tidlige kartofler er spist, og nu er vi begyndt på de to andre kartoffelbede med sorterne Heiderot, Red Bullet og Sava. Her har vi også høstet et stort antal kartofler, som er både smukke og velsmagende. Heiderot har dog givet lidt mindre udbytte end de andre sorter.

Hvide og røde kartofler

Oktober:

Vi har stadig kartofler i det ene kartoffelbed, som vi høster fra cirka en gang om ugen. Vi har derfor ikke købt kartofler i butikkerne i 4 måneder og håber at vi spiser de sidste kartofler juleaften. Vi har gemt nogle af Solist-kartoflerne til næste års plantning, og det samme gør vi med Sava og Red Bullet. Jeg tror dog ikke, jeg gemmer af Heiderot, da udbyttet har været relativt lille.

Men én ting er sikkert: Jeg planter i uld igen næste år!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »