
Katten Hr. Mimi – Gårdens vise og kærlige sjæl
Sidste år fik vores kat, Ink, fire killinger, som vi alle valgte at beholde på gården. Hver af dem har deres egen unikke personlighed, men selvom jeg prøver at overbevise dem om, at jeg elsker dem lige højt, er sandheden en anden. Katten Hr. Mimi er nemlig noget helt særligt. Hr. Mimi er både kærlig og klog – måske den klogeste af alle gårdens katte. Hans dybe, intense blik virker næsten menneskeligt, som om han gemmer på alverdens visdom og ville dele det, hvis bare han kunne tale.
Hans kropsbygning er perfekt – solid og lige præcis så tung, at det føles helende, når han ligger på skødet og spinder. Hans spinden får al stress til at forsvinde, og verden bliver rolig og harmonisk. Navnet Mimi fik han, fordi vi troede, han var en hunkat, da han blev født. Men Hr. Mimi har vokset sig til en imponerende kat.
Der er dog én lille ulempe ved Mimi – han er en sand strejfer. Hans eventyrlyst fører ham ofte langt væk fra gården, og nogle gange forsvinder han i flere dage. Når han endelig vender hjem igen, er han tyk og tilfreds, som om han har levet af pandekager og forkælelse hos en anden familie. Vi kan ikke lade være med at spekulere på, hvem der mon også holder af Mimi, og om han har to hjem og to familier.

En tidlig søndag i juni, mens solen langsomt steg op over marken, fandt Mimi sin plads til at nyde stilheden. Han fik selskab af Lilletå, den mindste og mest vilde af kuldet. Hun er hans totale modsætning – lille, temperamentsfuld og uden frygt for at sætte de andre katte på plads. Men her, i det tidlige morgenlys, sidder de to side om side i fred – så længe Lilletå ikke driller Mimi for meget.


