Blog,  Møllebjerghus

Min 50 års fødselsdag: fejring på Møllebjerghus

Jeg hørte for nylig i nyhederne, at vi danskere er holdt op med at invitere familie og venner hjem til de store mærkedage. En undersøgelse pegede på, at besværet med klargøring og den uoverskuelige oprydning afholder os fra at åbne vores døre. Jeg var selv længe om at tage beslutningen: Skulle vi stikke af på en luksuriøs rejse for to? Eller gemme os væk på et wellness-ophold? Jeg endte med at kaste mig ud i at holde min 50 års fødselsdag hjemme, og det er en beslutning, jeg aldrig vil fortryde.

Genbrugsguld og tørrede citrusfrugter på bordene

Jeg har altid elsket detaljen, og derfor brugte jeg lang tid på at håndplukke pynten. Min mission var at skabe et bord med sjæl, så jeg gik på jagt i diverse genbrugsbutikker efter gamle glas og tallerkner. Tanken var at skabe et personligt og uformelt udtryk, hvor hver gæst kunne vælge netop det glas, der talte til dem – uanset om de var til de store vinglas eller de fine, små snapsglas.

Pynten var en kærlig hilsen til naturen og årstiden. Jeg havde fundet min dehydrator frem og tørret masser af skiver af appelsin, grape og lime. Disse blev fyldt i store vaser sammen med grankogler og grene af troldhassel, hvorpå jeg havde hængt små strikkede juletræer. Som den primære belysning lagde jeg lyskæder ned i vaserne, hvilket gav et varmt skær over hele stuen.

En buffet for enhver smag

Jeg valgte at bestille maden udefra. Vi inviterede til åbent hus om eftermiddagen og havde sammensat en menu fra Smageriet bestående af en “vinter-hapserbuffet” kombineret med en vegetarisk buffet. Selvom vi ikke har vegetarer i den nærmeste familie, elsker jeg de farvestrålende og smagsrige retter, det grønne køkken byder på.

Maden blev leveret lige til døren, og alt var præcis, som det skulle være. Heldigvis trådte vores søde venner til og hjalp med at lune de varme retter og anrette de små hapsere, mens vi selv havde travlt med at byde gæsterne velkommen. Vi havde inviteret så mange, som vi overhovedet kunne klemme ind i stuen, så hjælpen var guld værd.

Musik der rørte hjertet

Ingen fest uden musik! Min mor havde skrevet en personlig sang, og da hun fandt harmonikaen frem og spillede for, spredte der sig en helt særlig, festlig stemning. Klokken 16 ankom en gruppe sangere fra koret Roots for at afholde en minikoncert midt i vores stue. Min datter, Sofie, er sanger i koret, og det var utrolig rørende at se hende præsentere sangene for alle gæsterne. Det var den perfekte afslutning på en dag, jeg havde forberedt så længe. Selvom man ofte mister tidsfornemmelsen som vært, og tingene sjældent går 100 % efter den oprindelige plan, så var det alligevel de små improvisationer, der gjorde dagen præcis som jeg ville have den.

ROOTZ Hosting a 50th birthday party at home
Min datter Sofie giver et kram efter en smuk koncert med koret ROOTS

Tak til alle

At fylde 50 år og se ud over en stue fyldt med mennesker, der kender mig fra barndommen, ungdommen og de nyere kapitler i mit liv, var overvældende. De er mine livsvidner, og at se dem hygge sig på kryds og tværs i mit eget hjem mindede mig om, hvorfor det er besværet værd at invitere indenfor. Det blev præcis det brag af en dag, som jeg havde drømt om. Her til sidst et par billede af et par af de gaver jeg fik:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »