Sådan organiserer jeg mine dahliaer med 3D-print og QR-koder
Nem organisering af dahlia knolde
Kender du det? Det er forår, og du står med en kasse fyldt med brune dahliaknolde, der alle ligner hinanden. Sidste år lovede du dig selv at huske, hvilken der var den høje mørkerøde, og hvilken der var den lave hvide – men mærkaterne er faldet af, eller skriften er falmet.
Den digitale løsning
I år har jeg taget min kærlighed til systemer med helt ud i haven. Da jeg gravede mine knolde op i efteråret, fik de hver især et lille tag om “halsen”, som min mand har 3D-printet. Men det er ikke bare et navneskilt; hvert tag har en unik QR-kode. Når jeg scanner koden med min telefon, åbner mit have-regneark og her kan jeg med det samme se farve, højde og blomstringstype. Det gør planlægningen af mine bede til en leg, selvom knoldene stadig er i vinterhi. Det er den ultimative tryghed for en skærehave-entusiast!

Sådan gør du: Fra 3D-printer til digitalt havelager
Det lyder måske teknisk, men processen er faktisk utrolig enkel. Her er de skridt, jeg har brugt for at få styr på mine dahliaer:
1. Print dine egne tags
Det kræver naturligvis, at man har adgang til en 3D-printer. Det fantastiske her er, at man kan printe disse tags i præcis de størrelser og farver, man ønsker – kun fantasien sætter grænser! Jeg har valgt en holdbar plasttype, der kan tåle både fugt og jord.
2. Opret QR-koderne
Du behøver ikke være programmør for at lave koderne. Man kan nemt generere unikke QR-koder, der linker direkte til en række eller en fane i et Google Sheet. Hver kode får sit eget nummer, som svarer til en linje i dit skema.
3. Registrering ude i haven
Når jeg graver mine dahliaer op, scanner jeg blot tagget med min telefon. Det åbner mit ark, hvor jeg registrerer dahliaens navn, farve og højde under det pågældende nummer.
4. Fuldt overblik hele vinteren
Nu kan jeg trygt lægge knoldene i deres vinterhi. Selvom de bare ligner tørre rødder nu, ved jeg præcis, hvem der “sover” under hvert tag. Når foråret kommer, er det en smal sag at planlægge mine bede, fordi jeg har alle data lige ved hånden med et hurtigt scan.
