Strik

Sevilla Blouse – min nye yndlingsbluse

Jeg er færdig med min Sevilla Blouse – og jeg kan ikke anbefale opskriften nok! Her kan du læse om min Sevilla Blouse med garn fra Hobbii. Du kan se opsummering af strikkepinde, garn og link til strikkekit nederst på siden.

En sommerbluse med karakter

Da opskriften på Sevilla Blouse fra PetitKnit udkom, vidste jeg med det samme, at jeg måtte strikke den. Sevilla Blouse opskrift fra PetitKnit har præcis det snit og udtryk, jeg elsker: en elegant bådudskæring, afslappede drop shoulders og trekvartlange ærmer. Den er designet i lette sommergarner – en blanding af bomuld og hør – og resultatet er en bluse, der er både luftig og luksuriøs.

Sevilla Blouse med garn fra Hobbii

Hvornår bruger man sin Sevilla Blouse?

Jeg havde læst, at flere var i tvivl om, hvornår blusen egentlig passer bedst. På den ene side er det en sommerbluse, men på grund af de to garntråde føles den også lidt varm. For mig passer den perfekt til det danske forår – gerne en overskyet dag eller en sommeraften, når solen er gået ned og man har brug for lidt let varme.

Valg af garn: prisvenligt alternativ

Det originale garn, opskriften foreslår, havde jeg egentlig planlagt at bruge. Men farveudvalget, især hvis man ønskede noget andet end sort, var ret begrænset. Jeg ville gerne strikke en sort til hverdagsbrug, og gerne senere en dybgrøn og en navy.

Derfor valgte jeg at strikke min Sevilla Blouse med garn fra Hobbii:

  • Tencel Bamboo Fine (40% tencel, 60% bambusviskose)
  • Daily Stitch Cotton (100% bomuld – og meget budgetvenligt)

De to garn kombineret giver et virkelig flot og lidt glansfuldt resultat. Den sorte version, jeg har strikket, har et diskret spil i farven – og ærligt, det gør den kun smukkere.

Strikkeprøve og størrelsesvalg

Udregning af strikkefasthed baseret på en vasket prøve (10×10 cm):
Jeg havde planlagt at strikke størrelse L og brugte pind 5. Efter vask målte jeg 16 masker pr. 10 cm.

Krop (størrelse L): 196 masker
196 / 16 × 10 = 122 cm i overvidde – svarende til str. XL-2XL.

Derfor strikkede jeg i stedet størrelse M med pind 5 for at ramme den størrelse, jeg ønskede.

Strikkeprøve hvor man kan se farvespillet i de to sorte garner

Strikkepause og knuder i garnet

Midt i projektet gik jeg i stå. Jeg manglede motivation, især da jeg havde samlet for- og bagstykke. Jeg tror ærligt, det skyldtes garnet – der var knuder overalt, og jeg måtte hele tiden klippe og starte forfra, for ikke at få grimme samlinger i blusen. Jeg har aldrig haft så mange løse ender at hæfte. Men jeg savnede en sort basisbluse i min garderobe, så jeg kom heldigvis i gang igen.

Strukturen i opskriften – og nye teknikker

Når man er en rutineret strikker, er Sevilla Blouse faktisk et ret ligetil projekt. Først slår man masker op til forstykket og former halsudskæringen med vendepinde. Derefter strikker man ryggen, samler dem og fortsætter kroppen. Til sidst samles masker op til ærmerne.

Opskriften afsluttes med dobbeltstrik og italiensk aflukning – og det var første gang, jeg prøvede det! Det virkede skræmmende, men med en god kop kaffe og en Youtube-video gik det faktisk helt fint. Aflukningen blev så flot og elastisk, at jeg fremover vil bruge den på alt mit strik.

Sevilla Blouse med garn fra Hobbii
Ærmer med dobbeltstrik og italiensk aflukning

Den færdige bluse – og hverdagsfavorit

Efter vask i maskinens håndvaskeprogram og to dages tørring, blev blusen blocket til den rette størrelse. Og da jeg tog den på… ville jeg slet ikke tage den af igen! Den sidder helt perfekt, og farvespillet i de to sorte garner gør den levende og elegant. Den passer både alene og under en blazer.

Garn til den næste Sevilla Blouse

Jeg er allerede i gang med at planlægge min næste bluse. Denne gang i mørkebrun. Jeg bruger igen Tencel Bamboo Fine, men har udskiftet bomuldsgarnet med Rainbow Cotton 8/4, som findes i smukke farver – og forhåbentlig uden alle de knuder.

Jeg kan kun anbefale Sevilla Blouse – og du kan sagtens lave en virkelig flot og budgetvenlig version med garn fra Hobbii.

Sevilla Blouse

Strikkeopskrift kan købes HER.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Translate »